STILL WATERS RUN DEEP

Still Waters Runs Deep

Charlotte Sprogøe kurator

Når man besøger Odense som udfra kommende er det åen, der overrasker mest med det sceniske landskab den former tværs igennem indre by. Åen er Skulptur Odense14’s hovedakse og et billede på de tidsmæssige dimensioner, kulturelle konstruktioner og de dybder, der også ligger i den idylliske Eventyrby som Odense er.

Med Still Waters Runs Deep vil skulpturudstillingen eksperimentere med at åbne op for en række forskellige dimensioner af byrummet på én gang. Det er de dimensioner af byen, der ellers er ikke-synlige eller underrepræsenterede, – de glemte tidsmæssige, sociologiske, æstetiske og stemningsmæssige lag, der udgraves, fremtrækkes og spejles. Skulpturerne er i størstedelen nye kommisioner, værker, der er skabt og udvalgt særligt til Skulptur Odense 14. De forholder sig ikke nødvendigvis til byens rent faktuelle historiske lag men til de materielle aflejringer og særlige stemninger, der findes og til de forestillinger om dramaer, der kan have fundet sted og til det der måske kan tage form.

Still Waters Runs Deep arbejder med et begreb om byen i sig selv, som en skulpturel form, hvori der findes åbninger og aflukker, lag og dimensioner. Dykker man ned i historien er ’riget i midten’, som mange andre danske byer, skabt igennem en række markante kulturelle udviklingsepoker fra vikingetiden til renæssancen og senere højindustrialismen. Det unikke ved byen er at mange af disse tider og kulturer stadig findes som velbevarede bygningsværker eller hele kvarterer. Stedet er så og sige mærket af historien i helt konkret og kompakt form. Samtidigt er Odense et sted hvor alle rum synes indfoldet i hinanden. Baggårde i byen er ikke aflukkede men fungerer som passager fra ét stil- og kulturhistorisk mijlø til et andet. Det får byens stilarter og epokernes konstruerede former til at træde mere i relief.

På samme vis bevæger å’en sig igennem naturtyper og kulturer, som Tue Greenfort viser i sit værk Å, fra udspringet i Arreskov sø med dens rester af forurenet spildevand men også af vikingeborge, igennem klassiske storbrugs lod og konventionelt landbrug, til det idylliserede Munke Mose med dens dramatisk iscenesatte Stryg, fin de siècle villahaver med egne kajer, giftgrunden og videre ud til fjorden. Det er et re-konstrueret, kunstigt landskab og præget af tiden, der former sig om åen og det er et habitat, der forbinder en række andre netværk af kulturelle, organiske, industrielle og kommercielle konstellationer.

Konceptuel, fragmenteret og formel skulptur
Still Waters Runs Deep er tænkt som en række symfoniske digte, afgrænsede og stemningsprægede med deres eget udtryk og fokus, og hver af de 20 locations er orkestreret på egen vis. Værkerne er uden slutning og morale som markante anslag af stemning og form. Forbindelsen mellem dem former man selv på turen rundt i byen. Kunstnerne har valgt deres egne placeringer på ture rundt i byen og opbygget værkerne udfra de udtryk og undertoner, der formmæssigt, mentalt og kulturelt fornemmes. Odense by har en omfattende skulpturtradition. Mange er figurative, monolitiske og fortællende. For at trække et andet spor er det en anden sensibilitet, der udfolder sig på Still Waters Runs Deep, hvor en mere konceptuel og formel linie er gennemgående – en blå tone.

Det er et fragmenteret skulpturbegreb, der vises her, som bl.a. Nina Beiers værk Liquid Assets, der helt konkret er en statue, der er skåret i stykker og blevet til genstande. Mange værker udgør en kompliceret spredt helhed. De former sig som en slags rebus, der først samler sig i opfattelsen af de forskellige dele i den sammenhæng man som beskuer selv er med til at skabe, når man færdes i deres rum, som hos Mikkel Carl, hvor værkerne først kommer rigtigt til live når de bliver fanget af de parkerende bilers lygter. Skulptur Odense 14 arbejder med et æstetisk formelt værkbegreb, der eksperimenterer med hvordan skulpturer igennem deres form kan kommentere på det reelle, på byen og på historien. Det er skulpturer, der er i en form for bevægelse, tidsmæssigt og tankemæssigt – og som konsekvent peger videre end sig selv.

Brugen af byrummet som animeret scene for samtidskunst kan ses som en form for videreudvikling af samtidskunstens brug af fundne genstande og dens forholden sig til sin samtid. Her bliver det gjort i yderste konsekvens idet at værkerne er baseret i den omgivende virkelighed. Det er et kompliceret rum at udstille i, det offentlige rum, fordi der finder så meget sted på én gang. Men det er også et meget givende miljø med de mange agendaer, visualiteter, strukturer og konfrontationspunkter, der kan bygges videre på og indoptages. Hvad der er værk og hvad der er miljø er i nogen af værkerne så slørede at det er svært at bestemme afgrænsingen. Det menneskeskabte og det ikke menneskeskabte blander sig. Begge dele får liv og agerer i værkerne. Deres konstruktion og virkelighedens konstruktioner bliver også begge tilstedeværende. Som når den tjekkiske kunstner Jiri Kovanda bruger det offentlige rum som en arena, han kan sætte i relief. Aktionerne han udfører er så malplacerede, at de bliver en kontrast til omgivelserne og hans performative handlinger så reducerede og neutrale, at de nærmer sig studiet af grundformer, som en art æstetiseret social handling.

Skulpturerne på udstillingen spænder vidt udtryksmæssigt og skalamæssigt fra det minimale til det monumentale. Udstillingen viser performances og levende skulpturer parallelt med de faste installationer. De repræsenterer en række af de forskellige skulpturelle strategier, der findes i samtidskunsten nu på en række scener i forskellige dele af verden. Skulpturerne er først og fremmest placerede i baggårde, passager, kældre, på gavle og under tunneller. Værkerne går ikke i dialog med det eksplicitte men med det implicitte. De er en form forstyrrede spejlinger af byen og os i den, nogen helt konkret, som Mikkel Carls spejlblanke anti-chok tæpper i parkeringskælderen, Ib Aggers aluminiums søjler og reflektionerne hos Theis Wendt, hvor skulpturerne spejler et rum der ikke er. Andre i mere billedlig form, som David Douards figurer, der ligesom os andre vindueshoppere, står og kigger ind i rummene indenfor. Vi spejler os i byen, kulturen og i hinanden og her finder subjektskabelsen sted. Konfronteres vi med denne spejling, med vores eget blik, bliver vi opmærksomme på vores blinde punkt, os selv. Det er den forskydning udstillingen søger at nå.